| Godt gået!! Hedvig Hansen - 1 time og 31 minutter på en 70 cm balancebold
Yasmin Gasmi - Danmarksmester
2009 i kørsel
på ethjulet cykel i Rundetårn
For næsten 1 år siden (november
2008) kom Hedvig Hansen og præsenterede os for Børnenes Rekordbog, som
hun lige havde fået. Hun proklamerede, at hun ville sætte en rekord, så hun
kunne optages i bogen. Snart havde hun besluttet, at hun ville optages i bogen
som den, der havde gået længst tid på en balancebold. Så der blev trænet
seriøst, og da hun den 13. januar 2009 følte sig klar, blev Visti, Hanne og
Henning indkaldt som vidner, og så blev der gået - og det blev gået. Først efter
1 time og 31 minutter måtte Hedvig hoppe ned fra bolden - der var nok en anelse
træthed indblandet, men det var nu også fordi hun skulle hente sin lillesøster.
Rekordforsøget blev indsendt til Børnenes Rekordbog, og Hedvig fik besked om, at
rekordforsøget var godkendt, og at det ville blive optaget i næste udgave af
Børnenes Rekordbog, med mindre andre skulle finde på at gå endnu længere tid på
en balancebold - - og det var der en del af de andre cirkusbørn, der havde meget
lyst til.
Hedvigs rekord står dog stadig, og det kan du se her:
http://www.rekordbog.dk/index.php?type=content&id=2&menu=1&record=maraton
Hedvig ser frem til forsøg på at slå hendes rekord.
Det
er nok ikke ukendt for de fleste, at der i Cirkus O'laiski i øjeblikket er
mange, der er rigtig gode på ethjulet cykel.
I maj måned 2009 havde vi et større
hold med til Royal Rundetårn UniRacer
Rally - og en af vores dygtigste unicyklister - Yasmin - var en af dem.
Yasmin kvitterede for deltagelsen ved at blive nummer et i sin aldersgruppe - og
hendes tid rakte såmænd også til en topplacering i et par ældre aldersklasser -
så vi er meget spændte på, hvad Yasmin præsterer, når vi gæster Rundetårn i
2010, hvor hun rykker op i aldersklassen 10-12 år.
Hvis vi spørger Yasmin er der
ingen tvivl, det bliver endnu en titel, og det kan såmænd også gerne være, hun
har i hvert fald stædigheden og gåpåmodet til det - men hun får hård konkurrence
fra de andre O'laiskibørn.
|